
Faciliteter
Børnehuset Solstrålen er et børnehus hvor udendørs leg og udflugter fylder i hverdagen.
Børnehuset Solstrålen er en kombineret institution med både vuggestue og børnehave.
Vi har en stor kuperet legeplads rundt om institutionen, hvor børnene kan gemme sig i et hjørne af "skoven", spille fodbold, gynge, rutsje, køre gokarts, eller hvad de nu har lyst til. Vi har desuden en stor bålplads, hvor børnene er med til at lave mad over bål.
Ud over vores egne faciliteter tager vi ofte på udflugter. Vi har endda vores egen bus, som vi tre gange om ugen tager på udflugt i med børnehavebørnene. Her prioriteres det at vi er det samme sted i en periode, så børnene lærer miljøet at kende og bliver trygge i de omgivelser, der skal undersøges.
I vuggestuen har vi to ladcykler. Vuggestuens udelivsgruppe, som består af de største børn, kører afsted to gange om ugen, hvor der på turen tages udgangspunkt i de tematikker der arbejdes med, de erfaringer vi vil give børnene eller det der optager den nærværende børnegruppe.
Vi tager også på gåture i nærområdet, hvor vi benytter os af vores skønne omgivelser med blandt andet skov, stier, fodboldbaner, bålhytte og meget andet.